Efter et par dage i Thailand forlod vi tidligt om morgenen vores hotel og kørte til den laotiske grænse ved Huay Xai.Da vi havde overstået grænseformaliteterne kørte vi ned til en flodbåd der de næste to dage skulle transportere os ned af Mekongfloden til byen Luang Prabang.Kort efter passerede vi under den bro som vi netop havde kørt over – broen der forbinder Laos med Thailand.Undervejs besøgte vi nogle landsbyer, beboet af forskellige lokale bjergstammer. Her holder kvinderne et (velfortjent?) hvil.Mens manden prøver at få styr på køkkenudstyret.Det klassiske tag et billede og vis det til børnene bagefter.Det var åbenlyst heller ikke hver dag de mødte vestlige turister med børn – der blev i hvert fald kigget lidt mere efter Ebbe-Emil. En par drenge leger med deres legetøj – en pind og et gummidæk…Stille og roligt gled vi gennem det grønne og uspoleret landskab.Tiden gik med kortspil, yatzy, læsning og ellers bare nyde livet, landskabet og udsigten langs floden. Vi overnattede i nogle simple hytter i Pakbeng cirka halvvejs nede af floden – men med en fantastisk udsigt ned til floden.Næste dag forsatte vi vores færd ned af floden.Et andet sted langs floden var denne elefant i gang med at flytte de tunge træstammer. Asiatiske elefanter er blevet brugt som arbejdsdyr af mennesket i mere end 5.500 år. De blev tidligere også brugt som transportdyr i krige men i dag bruges de stadig til at transportere tømmer. Det er især udbredt her i Laos og i Myanmar.Sidste stop inden Luang Prabang var ved Pak Ou-grotterne, hvor nogle af Laos’ vigtigste kulturskatte findes i form af tusinder af antikke Buddhafigurer. Alle samlet fra hele landet gennem århundreder.De største figurer er i menneskehøjde, de mindste kun et par centimeter høje. Det er en fascinerende oplevelse at gå rundt mellem de utrolig mange Buddhafigurer, og grotterne er samtidig velbesøgte af lokale pilgrimme.
Luang Prabang:
Luang Prabang er Laos’ næststørste by og optaget på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Man fornemmer straks den franske og vietnamesiske atmosfære fra dengang, Laos var en del af Fransk Indokina, med den slidte franske koloniarkitektur og de mange cafeer og restauranter.
Byen var nærmest afskåret fra omverdenen, indtil landevejen mod hovedstaden Vientiane stod færdig i slutningen af 1900-tallet (!!). De eneste trafikforbindelser var med fly eller flere dages rejse med båd.
Luang Prabang er en vidunderlig by og er/har været en af mine absolutte favoritter i Sydøstasien – endnu (2017)! Med den nye jernbane der er åbnet til Kina og de stadig flere og flere besøgende, så jeg ret sikker på at byen med tiden mister lidt af sin charme, desværre!
Der er masser af templer at kigge på.... og selve byen er opført omkring en lille bakketop, Mount Phousi, som vi naturligvis skulle bestige.328 trappetrin senere fik vi en flot udsigt over dalen, Mekongfloden og byen.Joe & The Juice – Lao Street version! Og til noget billigere penge.Vi fandt denne café på hovedgaden som endte med at blive vores stam-cafe – og det viste sig senere at det var en dansk pige der var medejer af den.Om aftenen lukkes hovedgaden for al trafik og gaden omdannes til et natmarked.Ikke så langt fra Luang Prabang ligger Kuang Si-vandfaldet i naturskønne omgivelser. Vi havde naturligvis husket at medbringe svømmetøjet, men det blev kun til en kort dukkert i de små pools da vandet var piv-koldt! Vi tilbragte et par timer her og fik også frokost her inden vi vendte snuden ’hjemad’ mod Luang Prabang.På vejen tilbage skulle vi lige fodre denne elefant.
Phonsavan / Stenkrukkesletten:
Stenkrukkesletten er mest kendt for de mange, flotte og mystiske krukker, hvis betydning ingen rigtig med sikkerhed har kunnet forklare. Men byen var også mål for amerikanerne der bombede dette området under ”den hemmelige krig” – en front af Vietnamkrigen man ikke hørte meget om i Vesten.
I en periode på 9 år kastede amerikanerne flere bomber ned over dette område end der samlet set blev kastet bomber i hele anden verdenskrig! En bombe hvert 8. minut – 24 timer i døgnet – i 9 år!! Amerikanerne mistænkte vietnameserne for at bruge Laos som forsyningsrute rute mellem Nord- og Sydvietnam.I byen var der et museum og gamle granat- og bombehylstre anvendes nu som støtte for husene eller som spisetrug til husdyrene.Stenkrukkesletten var også genstand for voldsomme bombardementer under Vietnamkrigen og man kan se kæmpe store bombekratere flere steder på sletten.Man anslår at krukkerne er mere end 2.000 år gamle, og mange af de op til 3 meter høje krukker vejer flere tons. Man ved ikke, hvad de er blevet brugt til, for man har ikke fundet en intakt krukke med låg og indhold.Teorierne er mange: Nogle mener, de blev brugt som sarkofager, andre at de blev brugt til opbevaring af vin eller ris.
Vang Vieng:
Sidste stop på vores rundrejse i Laos var i den ’berygtede’ backpacker by Vang Vieng. En by jeg besøgte første gang i 2000 – dengang var der intet andet end en støvet grusvej med nogle simple hostels langs hovedvejen – og så en vanvittig flot natur. Naturen var den samme – men 17 år efter var der hoteller, resorts, restauranter, barer osv. Backpacker og hippier som strander her i kortere og længere tid for at nyde naturen og ryge ’græs’.
Den turistmæssige udviklingen betyder så også at man kan indkvartere sig på dette lækre resort helt ned til floden – så det gjorde vi.Og med denne aftenudsigt og solnedgang.Bedste måde at tilbringe et par dage i Vang Vieng er ved ar leje en cykel og så bare cykle ud i det blå..Så det gjorde vi – 2 på en cykel og uden cykelhjelm.. Men trafikken var nu også til at overse.Undervejs gjorde vi holdt ved en sti til et udkigspunkt som vi naturligvis skulle se..Det var en temmelig strabadserende tur som sluttede på knivskarpe sten/klipper. Nok ikke den dag vi blev indstillet til ‘Årets Forældre’ af Børnerådet.Men vi klarede den og havde en fantastisk udsigt ud over området – helt for os selv.Tilbage i sikkerhed peger Ebbe-Emil op på den knold hvor i netop havde været.På vejen tilbage blev det til en forfriskende dukkert i denne flod.
Vi forlod Vang Vieng og kørte direkte til lufthavnen i Laos hovedstad Vientienne – hvorfra vi fløj til Bangkok for et kort pit-stop inden turen fortsatte til Sydafrika!
