Efter 6 års fravær kunne jeg igen vende tilbage til Myanmar i 2015. Jeg var spændt på hvor store ændringer der var at se i forhold til sidst, da turismen nærmest boomede i landet kort efter mit første besøg i 2009.
Denne gang gik turen bl.a. Inle Lake, Golden Rock og så skulle jeg krydse over grænsen til Thailand mellem Myawaddy og Mae Sot. Alle nye destinationer i forhold til sidst og forventningerne var store..
Og det var nok efter denne tur at jeg tænkte at Myanmar ender med en topplacering på min liste over bedste rejselande!
Nyaung Shwe (ved Inle Lake):
Jeg fløj (via Yangon) ind til Heho som er den tætteste lufthavn på Inle Lake. Herfra var der kort køretur til byen Nyuang Shwe hvor jeg indkvarterede mig på dette skønne hotel.Efter et hurtigt måltid mad, fik vi lejet nogle cykler og da ruten var på plads, begav vi os af sted.Nyuang Shwe ligger lige nord for Inle Lake og er mest af alt en forvokset landsby og trafikken er på ingen måde faretruende her. Jeg spottede ingen ny ‘Burmaldo’ på vores cykeltur rundt i byen.Langt de fleste vælger at bo på nogle af de mange hoteller og resorts der ligger på selve søen. Men udover at være et billigere alternativ så giver et hotel i Nyuang Shwe muligheden for små caféer, restauranter og ikke mindst lokal liv og kolorit. Det tager ca. 15 minutter at sejle langs floden til selve Inle Lake.Det burmesiske alfabet består bl.a. af 33 konsonanter – hvor mange af dem findes på dette vejskilt?Et billede ned af hovedgaden i Nyuang Shwe sidst på eftermiddagen. Dejlig stemning og en mere behagelig varme.Et gennemgående tema på turen skulle vise sig at være solnedgange – for dælen du får mange flotte solnedgange i Myanmar.
Inle Lake:
Fra Nyuang Shwe steg vi ombord på en longtailbåd og ca. 15 minutter senere rammer du selve Inle Lake.Langs bredden ses de flydende marker, hvor der bl.a. dyrkes tomater, auberginer og agurker, og hvor bønderne sejler mellem planterne i deres smalle både.Ud over søens naturlige skønhed så er Inle Lake blevet kendt for de lokale fiskere. Det skyldes deres noget særprægede ro- og fiskemetoder, hvor de står på et ben og ror med det andet ben snoet om en åren. Således har de begge hænder fri til at fiske med og sænker deres fiskeruser ned over de fisk, de får øje på i vandet. Når fisken er i nettet trækkes den op i båden med rusen.Her ses det lokal posthus – så bliver det ikke mere charmerende.Vi havde en nat hvor vi sov her i disse bungalower på pæle midt i søen, hvilket naturligvis var en fantastisk oplevelse. MEN hvor mærkeligt det end lyder så var larmen fra ’trafikstøjen’ et lille problem. De mange longtailbåde susede tæt forbi vores bungalow startende kl. 5 om morgenen…Til gengæld får du livet på floden lige uden for din dør.... samt solnedgange som disse.. de er nu også værd at tage med..Ikke den værste måde at slutte dagen på!Og 12 timer senere var solen på modsatte side af bredden da vi igen sad i en båd på vej tværs over søen. Her i 900 meters er det koldt om morgenen, så husk en langærmet trøje til dagens første timer (hvis man vælger at stå op før 6!).Trods utallige fortællinger om hvor smuk og stor en oplevelse Inle er, så var jeg på forhånd lidt forbeholden overfor hvor smuk en sø kan være og hvor spændende livet omkring er. Men Inle Lake er FANTASTISK og er must for alle der finder vej til landet.
Yangon:
Yangon (tidl. Rangoon) er landets største by og var også byens hovedstad indtil regeringen besluttede at flytte alle regeringsbygninger og dermed hovedstad til en ’nyoprettet’ by Naypyidaw. Hvor mange mennesker der bor i Yangon ved ingen men det er et sted mellem 5 og 10 millioner mennesker. Var det ikke for Shwedagon Pagoden, ville jeg mene man sagtens kunne undgå at bruge (for meget) tid i Yangon. Regeringen besluttede at forbyde alle motorcykler og cykler i byen, således at det kun var tilladt for biler og busser at køre på gaderne i Yangon. Det har bestemt ikke løst de trafikale problemer – derfor bruger man rigtig meget tid på at holde i bilkø når man skal fra et sted til et andet. Så prøv evt. at bo et sted hvor du ikke er (for) afhængig af en bil for at komme omkring!
Jeg havde mindre end 24 timer i Yangon, og de fleste timer i dagslys blev tilbragt på et kontor med møder! Heldigvis kunne jeg lige nå at slå et smut omkring Shwedagon Pagoden som er Yangon (og for nogen måske hele landets) største seværdighed.Shwedagon er et stort tempelområde der domineres af den 99 meter høje bladguldsbelagte stupa.Toppen af stupaen er pyntet med ikke mindre end 5.448 diamanter og 2.317 rubiner. Allerøverst sidder en 76 karats diamant. Så det er ufattelige rigdomme som Shwedagon gemmer på.Her sidst på eftermiddagen syder Shwedagon af liv i skumringen. Over alt ses de rødklædte munke mellem ’almindelige’ burmeserne på tur og troende der kommet for at få svar på nogen af livets store spørgsmål. Det er en ret intens og uforglemmelig oplevelse.Det er vigtigt for burmesiske buddhister at vide på hvilken ugedag de er født. Der er 8 mindre platforme rundt om den store stupa – en for hver ugedag… – onsdag har dog fået 2 alt efter om man er født før eller efter kl. 12 middag!?? – . Her kommer de troende til sætter blomster og bedeflag ved den som passer til deres fødsels-ugedag og hælder vand over statuen mens de beder og ønsker.En mediterende munk.Næste dag gik turen østpå mod Golden Rock. Vi gjorde et kort stop ved krigskirkegården Taukkyan lidt uden for Yangon.Her ligger 6.374 soldater fra det britiske commonwealth begravet, som alle måtte lade livet i kampen mod japanerne under 2. verdenskrig. Alene i Burma døde der over 27.000 allierede soldater under krigen.
Bago:
Senere passerede vi byen Bago (tidligere Pegu) som er landets 5. største by. Her i Bago blev det til et par hurtige fotostops, bl.a. ved Shwemandaw-pagoden som er landets højeste pagode på 114 meter.
Golden Rock:
Fremme i byen Kyaikto som ligger for foden af bjerget hvor Golden Rock befinder sig, fik vi en tiltrængt (sen) frokost, inden vi tog plads i en af disse lastbiler som bruges til at transportere folk op ad bjerget.Da det ikke er tilladt for private biler eller busser at tage turen op ad bjerget blev vi derfor stuvet sammen i en af disse specialindrettede (og tætpakkede) transport-lastbiler. Da vi begav os op ad de mange hårnålesving mod toppen forstår man bedre at de ikke tillade private biler, i ofte i tvivlsom stand, at tage turen opad.På trods af at chaufføren gjorde hvad han kunne for at det ikke skulle lykkes at nå frem i live, så nåede vi toppen i 1.100 meters højde og indkvarterede os Mountain Top Hotel.Den absolut bedste mulighed for et besøg til Golden Rock. Hvad værelserne måske manglede i charme og faciliteter opvejes til fulde af hotellets beliggenhed og udsigt.Fra vores hotel på toppen a bjerget havde vi blot 5 minutters gang ned til hovedattraktionen, hvilket gør at man let kan opleve den ved både solnedgang og solopgang.Golden Rock er denne pagode som er placeret på toppen af en stor sten dækket af bladguld og som ser ud til at balancere på kanten af en klippe.Golden Rock er en af Myanmars vigtigste pilgrimsdestinationer, og buddhister valfarter hertil fra hele Burma (og nabolandet Thailand), for at vise deres respekt for Buddha.Legenden fortæller at det er et af Buddhas hår der får stenen til at balancere på en sådan måde at stenen ikke falder ned. Jeg har dog aldrig set Buddha afbilledet med hår på, hvorfor jeg vælger ikke at tro på den teori (ellers ville det give god mening!).Dejlige smil er der masser af alle steder i Myanmar. Det er efterhånden lidt en kliche; men tror ikke man finder et mere smilende og imødekommende folkefærd end i Myanmar.Jeg forventede (og frygtede lidt) at et besøg her blot var et par hurtige billeder og så var det det! Men jeg tog fejl (heldigvis).Der var et mylder af mennesker og et fantastisk leben med lokale turister og pilgrimme på hele området omkring pladsen.Mange af de lokale turister/pilgrimme holdt picnic og havde tæpper med til at skulle sove det fri under den åbne himmel.Masser af lokale madboder.Og faktisk en hel lille by på ’bagsiden’ af bjerget. Det var en fantastisk oplevelse.Selve stenen var som den var og spændende at se. Men livet og stemningen på toppen af bjerget var helt speciel – en super oplevelse!! Og så blev det til endnu en magisk solnedgang....som jeg med glæde delte med de tilrejsende pilgrimme.Jeg var dog så heldig at jeg stille og roligt kunne liste tilbage til mit hotel og til en seng og dyne. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænkte på alle dem der skulle overnatte i det fri (en kold fornøjelse i 1.100 meters højde) og hvor privilegeret man selv er!Næste morgen vågnede jeg op til denne udsigt. Jeg ville gerne have være nede forbi Golden Rock igen, men vi havde andre planer. Vi havde aftenen forinden besluttet os for at gå ned af bjerget, en beslutning taget både for at få oplevelsen, men også med tanke på at slippe ned af bjerget med livet i behold. Vi tænkte at chancen for at komme levende ned var væsentligt større ved at gå ned frem for at sætte sig op i en af de lastbiler med en chauffør bag rettet der både var søvndrukken og træt af livet.Vi mødte en del der var på vej op, fælles for dem var at det altid var pigerne/damerne der fik lov til at slæbe mens mændene blot skulle sørge for sig selv..Hele vejen langt stien lå små huse og landsbyer – nogle steder med en lille coffee shop, og i det hele taget masser af steder at forsyne sig med mad og drikke hvis det behov skulle opstå.En ung burmesisk iværksætter der syr tøj til dukker.Turen ned (og op) er ca. 7 km lang og der var skilte hele vejen ned – det lykkedes dog aldrig at finde ud af hvad deres målestok gik ud på – der gik 7 F på en 1 M.Men ned kom vi, og det var en super god beslutning vi tog om at gå ned – hvis der bliver en næste gang så vil jeg også gå op!
Mawlamyine:
Ved bundet af bjerget samlede vores guide og chauffør os op og vi kørte mod Mawlamyine, den gamle hovedstad i Britisk Burma. Dengang hed byen Moulmein. I dag er byen landets 3. største by og hovedstad i Mon-staten.
Den britiske historie fornægter sig ikke, og byens huse er i dag en god blanding af gamle engelske kolonistilshuse og nyere kinesiske huse. Vi lagde vejen forbi denne forladte St. Augustine Church.På en bakketop i byens midte ligger endnu et gammelt kloster og Kyaik Tan Lan Pagoden.Selv hvis man er ved at gå ’tempeltræt’ så er det stadig et besøg værd, især sidst på dagen hvorfra man kan nyde endnu en fin solnedgang (som mange af de lokale gør).Vi valgte dog at køre ned til Strand Road hvor byens natmarkedet ligger. Her kunne vi sammen med vores lokalguide og chauffør nyde en kølig forfriskning mens solen gik ned bag Thanlwin-flodens bred.Den lokale øl matchede til fulde stemningen og solnedgangen.Så vi endte med at slå os ned på en af de mange plasticstole og nød aftenstemningen sammen med de lokale. Næste morgen tog vi ned til kajen hvor denne lille båd skulle tage og op ad den mægtige Thanlyin River mod Hpa-An.Kært barn har mange navne. Den over 2.800 meter lange flod som udspringer i det tibetanske plateau og har udløb her i Mawlamyaine ved Andamanhavet, hedder også Salween (mm). Vi nøjedes dog med at sejle de ca. 50 km til Hpa-An. En sejltur på ca. 4 timer uden stop (upstream) – men vi valgte at lave et par stops undervejs.Selvom vi nærmede os en vis form for tempeltræthed så kunne U Nar Auk klostret stadig imponere os. Fra bredden måtte vi hyre en motobike som kunne transportere os gennem en lille landsby til klostret. Her kom vi til at forstyrre en munk i hans undervisning af en mindre flok elever.Vi passerede flere små landsbyer hvor kvinderne vaskede tøj i floden og børnene legede og badede.... hver gang vi passerede var det med et halloooooo – efterfuldt at det obligatoriske fnis..Som vi nærmede os Hpa-An begyndte kalstensklipper at poppe op blandt rismarkerne – et landskab som ledte tankerne hen på Yangshou i Sydkina.Det blev til en hård dag på kontoret!Vi lagde til ved en tilfældig landsby langs floden og fik forstyrret disse kvinder i deres sortering af cashewnødder.Og da først børnene var overbevist om at vi ikke var farlige turde de kigge frem.
Hpa-An:
Hpa-An er en lille landsby der ligger i et fantastisk flot naturområde, og jeg spår den lille landsby en gylden fremtid når det kommer til populære rejsedestinationer…
Ud over den smukke natur der præger området omkring Hpa-An, så findes der mange huler i området som er populære udflugtsmål for lokale og de få turister der finder vej hertil.En lokal skoleklasse fandt hurtigt os mere interessant end hulen.Kawgun Cave er måske den mest interessante af de mange huler i området. Hulen siges af stamme fra det 7 århundrede og indeholder tusinder af buddhafigurer i alle former og størrelser. Selv loftet er flere steder prydet med bittesmå buddhafigurer i tusindvis.Nabo-hulen, Yathaypyan Cave, kræver at man forcerer en del trapper for at komme op til selve hulen. Men udsigten ud over rismarkerne og kalstensklipperne er enestående. Den noget særprægede Kyauk Kalap-Pagode er placeret på toppen af en af de tynde kalkstensklipper. I baggrunden ligger det hellige bjerg Swekabin.Både pagoden og bjerget er populære udflugtsmål for buddhistiske pilgrimme.Turens sidste solnedgang……viste sig at blive turens mest mindeværdige solnedgang – denne gang over Hpa-Ans smukke landsskab.Vores sidste middag i Myanmar inden vi næste dag skulle krydse grænses til Thailand skulle da indtages på Golden Cock (da vi havde sikret os at logoet var af en hane..)På vej mod den burmesisk grænseby Myawaddy lavede vi et stop ved endnu en af områdets mange huler. Kaw Ka Thawng Caves særpræg er de flere hundrede statuer der står langs grusstien der fører op til hulen.Turen til grænsebyen Myawaddy var noget at cirkus hvor forholdende konstant ændrede sig.. Først var vejen kun åben hver anden dag, så alle dage. Så var den gamle vej lukket og en ny bygget – den var så ikke helt færdig…Men vi kom frem og ved grænsen skulle vi lige bruge en halv time på at overbevise ’the immigration officer’ om at vi IKKE skulle bruge visum for at rejse til Thailand… ved ikke om han fiskede efter lidt tips – men det fik han ikke og vi krydsede ind til Mae Sot i Thailand.
