Turkmenistan blev annekteret af Rusland i sidste halvdel af 1800-tallet efter en blodig borgerkrig. Trods stor modstand lykkedes det ikke at løsrive sig fra Sovjetunionen og Turkmenistan blev en sovjetisk republik i 1924. I 1985 overtog, hvad der skulle vise sig at blive den kommende præsident, Niyazov kontrollen over republikken (den lettere excentriske diktator og præsident vender vi tilbage til). Turkmenistan blev selvstændigt i 1991.
Efter en rundrejse i Usbekistan krydsede jeg grænsen fra Usbekistan til Turkmenistan over land ved grænseovergangen Shavat/Dashogus – et stykke ingenmandsland i ørkenen hvor pigtråden, de faldefærdige bygninger og de utallige officerer fik mig til at føle mig som en del af en gammel James Bond film..
Grænseovergangen gik dog relativt smertefrit, største problem var at manden med nøglen til pengeskabet mødte ind en halv time for sent – han havde været til bryllup dagen forinden (fik jeg fortalt) og han var den eneste der kunne tage imod mine dollars for mit visum!Turkmenistan er næsten 11 gange så stort som Danmark og har lige knap 7 millioner indbyggere. 90% af Turkmenistan består af ørken. De eneste mennesker som bor her i Karakumørkenen er nomader, de har til gengæld god plads – i gennemsnit ca. 6,5 km² hver at boltre sig på!
Konye-Urgench / Kunya-Urgenc:
Er stedet hvor den gamle by Ürgenç/Urgench lå. Urgench var mellem det 10. og 14. århundrede hovedstad Khwarezm/Chorasmia-regionen, og byen havde en strategisk vigtig placering på den gamle Silkerute. Dens placering gjorde den til knudepunkt for både trafikken øst-vest samt nord-syd, og byen var dengang ligeså populær som Bukhara og Khiva og andre silkevejsbyer. Byen blev mere eller mindre jævnet med jorden under Genghis Khans invasion i 1220, men byen genopstod og opnåede stort set samme status igen. Men godt 100 år senere var den gal igen da Timur Lenk angreb byen og erobrede den. Siden det 16. århundrede har byen været forladt, og resterne har ligget uforstyrret hen. I 2005 blev ruinerne ved Konye-Urgench optaget på UNESCO´s verdensarvliste.
Turabek-Khanum Mausoleum. Det mest imponerende ved denne bygning er (resterne) af den store kuppel hvor man indvendigt stadig kan se de farverige mosaikker og ornamenter.Kutlug-Timur Minareten er temmelig imponerende. 60 meter høj og bygget mellem det 11. og 12. århundrede – er det ret utroligt at den stadig står oprejst.Men kigger man godt efter – ligner det at toppen kan falde af hvornår det skal være. Jeg så ingen andre vestlige turister på min tur rundt blandt ruinerne. Langt de fleste var turkmenske turister i deres eget land (gætter jeg).Et bederitual hvor de troende går et antal gange rundt om minareten, mens de beder.Tekesh Mausoleum er gravstedet for Sultan Ala al-din Tekesh, grundlæggeren af Khwarezm-imperiet og dens hersker mellem 1172-1200.Il Arslans Mausoleum er den ældste stående bygning i Urgench. Med mere end 800 år på bagen er det ikke så underligt at det ikke står helt i vatter længere. Med tanke på dens alder og stedets klima med ekstreme varmegrader både sommer og det modsatte om vinteren er det imponerende at man stadig kan se de turkise farver og indskrifterne!Det er en varm oplevelse at gå rundt blandt ruinerne i ørkenen i August måned. Der er ikke mange skyggesteder når man går fra den ene ruin til den anden…Derfor vælger de fleste på denne årstid blot at se mausoleet og minareten.De lokale toiletforhold på en lokal restaurant hvor maden havde samme standard….. stemte meget godt overns med det kaos og vivar der var i den tilhørende by. Det var dog noget af en kontrast der ventede på den korte flyvetur fra Dashogus til byen hovedstad Ashgabat...
Ashgabat:
Ashgabat er hovedstaden i Turkmenistan og har knap én million indbyggere. Byen ligger mellem Kara Kum ørkenen og bjergkæden Kopet Dag blot 20 km fra grænsen til Iran. Indbyggerne er primært sunnimuslimer med minoriteter af russere, armenere og persere.
Et jordskælv der målte 7,1 på Richterskalaen ramte i 1948 Ashgabat og ødelagde stort set hele byen. Jordskælvet kostede 110.000 mennesker livet i en tragedie resten af verdenen ikke hørte noget om før efter Sovjetunionens fald. Dengang ramte naturkatastrofer ikke kommunistiske lande (det officielle dødstal i Sovjetunionen var 15.000). 110.000 mennesker omkom, svarede dengang til 2 tredjedele af hovedstandens befolkning og 10% af hele landets befolkning på daværende tidspunkt!
I stærk kontrast til den golde ørken skyder snorlige rækker af kridhvide marmor-beklædte højhuse majestætisk i vejret.Turkmenistan råder over store mængder olie og naturgas i bl.a. det Kaspiske Hav. Man mener at landet råder over 2 % af verdens naturgas og dermed verdens 4. største beholdning af naturgas. Landet økonomi styres 100% af staten og da alle pengene ikke længere sendes til Moskva, er Turkmenistan ved at udvikle sig fra et af verdens fattigste lande til et mordene mini-Dubai i Centralasien.Nærmest som et fatamorgana ligger Ashgabat midt i Karakum-ørkenen. Hovedstaden ligger kun 20 kilometer nord for grænsen til Iran (bag disse bjerge).Monument of Neutrality blev bygget I 1998 efter ordre fra Præsident Niazov for at markere landets status som neutralt. På toppen af den 75 meter høje bygning er en 12-meter høj guldbelagt status af Niyazov som roterer så han altid vender mod solen!! Og naturligvis er han oplyst om natten.Elevatorer kører op ad benene til et udsigtspunkt.Den turkmenske hovedstad er ikke ligefrem overrendt af turister, så man har nærmest denne mærkelige by for sig selv. Selvom der bor lige knap en million indbyggere så mærker man det ikke – antallet af biler i gaderne og mennesker er ikke overvældende. Her, ved en af byens største seværdigheder, tager jeg et billedet ned af vejen der fører op til..Yyldyz Hotel, et nyt luksus hotel (2013). 107 meter højt og med 24 etager er det vel byens svar på Dubais Burj Al Arab (sejlet)?Og de vil da heller ikke stå tilbage fra London Eye! Men her i Ashgabat er det naturligvis indendørs med aircondition om sommeren og opvarmet om vinteren.The Wedding Palace (Bagt köşgi) – et sted alle par i Ashgabat må forbi hvis de skal registreret som ægtepar.27 statuer af lokale helte, som alle har spillet en vigtig rolle i Turkmenistans historie, står plantet omkring på Uafhængighedspladsen. Byen må være en af verdens reneste byer (eller i hvert fald Asiens). Du finder ikke ét cigaretskod eller et stykke papir der flyder på gader eller fortove. Asfalten på gaderne skinner blankt, som om de blev skrubbet og skuret hver dag – og det gør de.Naturligvis var den tidligere præsident Saparmurat Niyazov også at finde her. Han styrede landet fra 1985 (da det stadig var en del af Sovjetunionen) indtil hans død i 2006.
Niyazov blev født i Gypjak/Kipchak lidt uden for Ashgabar i 1940. Som eneste familiemedlem overlevede han jordskælvet i 1948, og han blev derefter anbragt på et børnehjem for forældreløse børn. Som politisk aktiv steg han hurtigt i graderne og blev partisekretær for det turkmenske kommunistparti. I Sovjet-tiden gjorde Niyazov som partiet i Moskva dikterede, men da Turkmenistan i 1991 erklærede sig selvstændig udviklede han sig i den grad et kapitel for sig i Turkmenistans korte historie.
Turkmenistan blev hurtigt kendt som Centralasiens Nordkorea på grund af sin lukkethed over for omverdenen og sit diktatur som forbød alle former for opposition. Ikke nok med at han udnævnte sig selv som præsident på livstid, så tog han også tilnavnet Turkmenebashi: Alle turkmeneres leder/far.
I december 2006 kunne stats-tv annoncere at Præsident Niyazov var død af et pludselig opstået hjerteanfald.
I 2004, 2 år før hans død, havde Niyazov bygget sit eget gravsted ved siden af denne kæmpe moské hvor der naturligvis heller ikke er sparet på noget.Lidt kontroversielt har Niyazov ladet sin egen bog/bibel Ruhnama hylde ved at få indridset ”Ruhnama er en hellig bog; Koranen er Allahs bog” i indgangspartiet.Ved siden af moskéen ligger Niyazov begravet, og hans mausoleum er en skorter heller ikke på guld og marmor
Niyazov insisterede på, at befolkningen skulle tilbede ham som landsfader og læse hans bog Ruhnama. Denne bog skulle opdrage og uddanne befolkningen i ægte turkmensk levevis. I skoler og på universiteter var der i Niyazovs tid eksaminer i værket, som man også skulle kunne udenad for at tage et kørekort!
I sit livstidsregime indførte Niyazov en række utrolige forbud, dekreter og aparte beslutninger, bl.a.:
– Opera, ballet og cirkus var ulovligt. – Guldtænder, som ellers er meget populære i Centralasien, var også ulovligt. – Hverken mænd eller kvinder måtte have langt hår (eller skæg). – Alle TV-kanaler viser konstant en guldfarvet profil af præsidenten i det ene hjørne. – Alle hospitaler udenfor Turkmenistans hovedstad blev lukket. – Det var forbudt at have mere end én hund eller kat. – Det var ulovligt at kritisere præsidenten. – Navnene på dage og måneder er blevet ændret og er nu opkaldt efter ham selv og hans familiemedlemmer. – Han proklamerede en national fridag til ære for meloner. – Han definerede grænsen for forskellige aldersgrupper på følgende måde: Man er barn til man fylder 13, “ung” til man er 25 og “yngre” til man er 37. For at kunne kalde sig “gammel” skal man være fyldt 85.
Selvom hans efterfølger, Berdimuhammedow, lavede små reformer, så er hans stil meget lig Niyazov, og derfor kritiseres regeringen af af FN’s sikkerhedsråd for brud mod menneskerettighederne og undertrykkelse af folket. Og selvom der er valg i landet, så er der ikke mange demokratiske rettigheder, idet landet kun har et politisk parti – det kommunistisk parti.
Nisa:
Bag disse bjerge ligger Iran, men det var nu ikke min destination i denne omgang.For her lidt uden for Ashgabat ligger Nisa. Nisa blev grundlagt ca. 200 år f.kr. af partherne, et nomadefolk der skabte et imperium, der strakte sig fra floden Eufrat (i Tyrkiet) til Indus-floden i Pakistan.De to udgravninger på stedet har afsløret mange bygninger, blandt andet mausoleer, templer og 43 tårne, der skulle beskytte det kongelige palads.Det ene herskerdynasti afløste det andet indtil det. 13. årh., hvor mongolerne kom og jævnede den med jorden.I denne bunke blev de sten lagt som arkæologerne ikke lige kunne finde ud af hvor hørte til… Jeg kunne ikke hjælpe dem.Fra Nisa kan man se ind over Ashgabat og det tørre landskab, og i forgrunden kan man se den lille by Kipchak, hvor præsident Niyazov boede indtil sin død. I baggrunden ses hans mausoleum.Trods Ashgabats mange mærkværdigheder – eller især på grund af disse – er det bestemt værd at lægge turen forbi en af de mest absurde byer jeg har besøgt.
