Sulawesi (som tidligere hed Celebes) er en ø i Indonesien, beliggende øst for Borneo og syd for Filippinerne. Det er verdens 11. største ø med et areal på 174.600 km² – ca. 4 gange så stor som Danmark.
Der bor ca. 9 mill. mennesker på Sulawesi som er sammensat af mange etniske grupper. Den mest interessante er Toraja-folket i det centrale højland.
Tana Toraja er kendt for en meget speciel byggestil – de fleste huse er opført på pæle, og facaderne er udsmykket med flotte træudskæringer og bøffelhorn. Selvom størstedelen af befolkningen i Toraja er kristne efterlever de mange af deres forfædres traditioner og ceremonier, herunder en temmelig omfattende og barsk begravelsesceremoni hvor grise og bøfler ofres.
DERFOR DENNE ADVARSEL: Denne side rummer billeder som dyreaktivister, og andre som generelt holder af dyr, nok vil finde en anelse barbariske.
Børnene i vejkanten byder mig velkommen til Sulawesi og kaster disse håndtegn! Vi begiver os op i højlandet til Toraja-Land hvor “MaleMountain” rejser sig foran os!Kort efter gør vi kaffe-pause på denne vejside-café hvor vi har en flot udsigt til “Female Mountain”.. (navnene er ikke nogen jeg har fundet på!).Velkommen til Tana Toraja (Tana betyder Land på det lokale sprog!).Indkvarteringen behøver ikke fejle noget. Boede i disse fine bygninger i noget der minder om deres traditionelle byggestil i smukke smukke omgivelser.En bøffel som er en af Toraja-folkets mest værdifulde ejendomme. Jeg skulle snart opleve hvordan en del bøfler ender deres liv på disse kanter…Typisk landskabsbillede fra Toraja med grønne rismarker – 90% af folket lever af landbrug.
Begravelse i Rantepao:
Stedet hvor den afdøde ligger, med hendes billede foran.Gæster fra nær og fjern kommer til begravelse med deres gaver – de fleste familíer medbringer enten en gris eller en bøffel. Vi nøjedes med et karton cigaretter, da det også er kotyme at man får halvdelen af dyret med retur når det er blevet slagtet!Her ligger alle grisene=gaverne. De er alle levende og ligger bundet fast i flere timer mens ceremonien foregår. Til tider en overdøvende larm af skrigende grise – en lyd der forfulgte mig resten af dagen og aftenen!De tætteste familiemedlemmer ankommer.... og bliver henvist til et telt i midten af det hele.Ofringen af grisen er gået igang. Hurtigt og effektivt får de stukket en kniv i hjertet mens de ligger bundet fast til bambusrørene.Flammekaster til at lave helstegt pattegris bruges ikke ofte nok i DK.Mens manden her forsøger at finde og fjerne mavesækken og endetarmen… … serverer pigerne te og kager for gæsterne. Det foregår lige ved siden af!!! Alt bruges fra grisen – her hælder de det friske blod fra og ned i et bambusrør. Så er grisen klar til at man hver især kan tage sig andel med hjem igen.. Var glad for vi ikke valgte at komme med en gris også.. Herefter tog vi på markedet hvor man bl.a. kan købe grise og bøffler til eget brug eller begravelse. Dyrene på billedet er levende!En indkøbspose under armen er på Sulawesi en levende gris over skulderen. Vi fortsatte til afdelingen for bøfler... hvor denne mand stolt viste sin meget værdifulde tyr frem. En hvid kastreret tyr som denne er den mest værdifulde bøffel man kan eje, og en sådan slagtes ved begravelser hvis den afdøde er en meget vigtig/rig embedsmand.Her sidder to lokale og forhandler lidt om prisen på risen…..I mens moren her har lagt sit barn til at sove blandt de døde fisk i butikken! Selvom Toraja ligger midt inde i landet med langt til havet, er fiskeopdræt i små søer på markerne meget brugt. Her en bunke med tørfisk, hvilket giver en dejlig duft i 25 graders varme..Ved den lille landsby Lemo har man hugget gravene ind i klippevæggene. På klipperne ses også de karakteristiske ”Tau tau-figurer”, der er udskåret i træ og skal beskytte de afdøde mod onde ånder.En hård dag på kontoret! – der tages notater på en frokostrestaurant med den fineste grønne udsigt!En skøn fredfyldt plet hvor livet på marken dik sin stille gang.Tree of Life eller et gravtræ, hvor afdøde spædbørn begraves i små kamre, der er skåret ind i træet.Denne type gravpladser anvendes kun til børn, der er døde, inden de har fået tænder, og ifølge Torajafolkets mytologi vokser børnenes sjæl så opad sammen med træet op videre op i himlen.Ikke langt fra gravtræet ligger en stor sø…… hvor de lokale børn forsøgte deres held med fiskesnøren. Her ved denne landsby er de i fuld gang med at bygge et hus til en begravelses-ceremoni der skulle finde sted 3 måneder senere, så det er en del forberedelse og arbejde i forbindelse med sådan en begravelse. Efter begravelsen bliver huset revet ned igen – og de fattigste familier sælger træet bagefter. Der er dog ikke meget prestige i at bygge en begravelse eller hus op bestående af genbrug!!Den efterfølgende dag var det så tid til den store ceremoni hvor bøflerne skulle ofres/slagtes. Det var med noget blandet følelser at jeg mødte op til dagen med. Jeg vidste jo udemærket hvad der skulle ske, men vidste ikke hvad jeg skulle synes om det og hvordan jeg ville reagere.Jeg ville jo umiddelbart sige at det der nu skulle ske, ikke var for børn – men det var det! Børn i alle aldre var med til begivenheden.. (ikke om jeg ville udsætte mit barn for dette!!).Bøflerne blev pænt vist frem og præsenteret af de respektive familer der havde medbragt dem som gaver til de efterladte! En bøffel er den mest fornemme gave man kan give og få.Alle bøflerne noteres og skrives ned – ligesom vi kender med gavelister herhjemme.Man kunne også mærke at intensiteten steg i takt med at vi nærmede os det tidspunkt hvor bøflerne skulle ofres.Knap var dyret dødt før manden her ser en mulighed for at score en frisk bøffel-hale.. I følge min guide skulle den bruges til dørhåndtag!!!??! De mænd som fører macheten er specielt uddannet til det og hyres til begravelserne. Hans machete stiger i værdi alt efter hvor mange bøfler den har skåret halsen over på!Skulle lige finde en grimasse der kunne passe da dette billede skulle tages. Hvilken oplevelse.. ikke nødvendigvis god – men intens, og helt sikkert noget jeg aldrig vel glemme.Efter begravelsen kørte vi til højlandet ca. 20 km nordpå som markerer græsen til Toraja land. Vores mål var toppen af Gunung Sesean – et af de højeste bjerge på Sulawesi med ca. 2.100 meter.Køreturen derop var helt fantastisk med rismarker hele vejen op af bjerget og små landsbyer kastet tilfældigt ind i landskabet. Måtte gøre flere fotostops undervejs, og på et tidspunkt sendte vi bilen i forvejen og gik et godt stykke selv. Det er naturligvis den rigtige måde at gøre det på og der er masser af vandrestier i området.Halvvejs oppe ad bjerget ligger der en lille og meget spartansk coffee shop, med et meget begrænset udbud….. men i modsætning til Starbucks kunne de servere denne fremragende udsigt – helt gratis! På toppen af Gunung Sesean ligger der et lille guesthouse med en tilhørende restaurant. Min guide – den gode Mr Stanislaus som er professor og underviser på Universitetet i Makassar – valgte naturligvis at bestille bøffel denne dag….Den lokale vejside kiosk – eller Torajas svar på 7-Eleven! En lille landsby bestående af de traditionelle huse – Tongkonan. Fakstisk var mange af denne landsbys beboer også nogle der deltog ved begravelsen. Sidste stop på min rundtur i Toraja Land var ved de hængende kister i Kété Kesu, hvor kisterne er monteret på klippesiderne på indhuggede pæle.En gammel kiste er faldet ned og gået i stykker og en hel familie ligger pænt stablet oven på hinandeDet må være den lokale rock stjerne der ligger begravet her!!?
Jakarta:
Jakarta er Indonesiens hovedstad og landets største by med mere end 10 millioner indbyggere.
Jeg havde ikke mange forventninger til Jakarta, da alle andre store byer jeg har besøgt i Indonesien ikke har været byer jeg gad opholde mig i ret længe (Makassar, Medan og ikke mindst Surabaya). Men det viste sig at Jakarta faktisk var en ganske OK by som man sagtens kan få et par hyggelige dage i. Trafikken, fattigdommen og forureningen som jeg havde frygtet var slet ikke slem (alt er relativt), og byen fremstod langt mere moderne end jeg havde forestillet mig!
Nationalmuseet med en bronze elefant foran som blev foræret af Thailand konge i forbindelse med oprettelsen af museet. De lokale kalder museet Gedung Gajah – som betyder Elefanthuset.Monas hedder dette 132 meter høje national monument bygget af Soekarno. Tårnet stod færdigt i 1975….… og i bunden af tårnet finder man “Nationalhistorisk museum” hvor man får en fin introduktion i Indoenesiens historie.
Indonesien var i over 300 år en hollandsk koloni. Japans invasion og senere besættelse under 2. verdenskrig gjorde en ende på det hollandske styre. To dage efter Japans overgivelse i august 1945 erklærede Sukarno (en indflydelsesrig nationalistisk leder) Indonesiens uafhængighed, og blev udpeget til Indonesiens første præsident. Holland prøvede at genindføre deres styre, men efter internationalt pres blev Indonesien i 1949 anerkendt som et selvstændigt land.
Ved opførelsen af tårnet regnede man nok ikke med at det blev et tilløbsstykke for både udenlandske og især indonesiske turister, for man valgte kun at bygge én elevator til toppen – hvilke medførte en uoverskuelig lang kø. Mig om mit Harem! Et godt eksempel på at der ikke kommer så mange “hvide mennesker” til Jakarta. En flok lokale piger på udflugt synes i hvert fald jeg var meget interessant og ville gerne alle have taget et billede – så jeg bad min lokale guide gøre det samme. Et slagskud fra Monas ligger Sydøstasiens største moské Istiqlal med plads til 120.000 bedende! Det blev også til et hurtigt visit i Jakartas enorme havn.Havnen har mere end 18.000 officielle ansatte – dertil kommer alle dem der lever og bor i området.I Oud Batavia ligger det gamle rådhus.På pladsen foran rådhuset var der et herligt liv med dragesælgere og folk på tandemcykler. Herligt at opleve en masse lokale som er ude og nyde deres søndag! Det er ikke unormalt at man finder en liste med priser på et hotelværelses inventar! Men det er en kreativ hoteldirektør der forsøger at sælger samtlige inventarer som souvenirs… Jeg købte nu hverken håndklæder, askebære eller fjernbetjeningen med hjem som gave/souvenir!
